Hvad er det egentlig, der virker, når man går til psykolog?

Jeg har ofte tænkt over, hvad det præcis er, der gør forskellen, når man går i terapi hos en psykolog. Er det den særlige metode, psykologen bruger? Er det fordi, man får “luftet ud” i sine tanker? Eller handler det om noget helt tredje? Som erhvervspsykolog (og sportspsykolog) med egen praksis oplever jeg dette spørgsmål både personligt og fra de klienter og virksomheder, jeg arbejder med. I dette blogindlæg vil jeg – i øjenhøjde og med afsæt i forskningen – reflektere over, hvad forskningen peger på virker i psykoterapi generelt, og hvordan det spiller ind i en erhvervspsykologisk kontekst.

Forskningen: hvad skaber effekt i terapi?

Decideret forskningsnørderi har efterhånden vist os en del om, hvorfor terapi hjælper mennesker. Særligt inden for psykoterapiforskning taler man om nogle fælles faktorer, der går på tværs af forskellige terapiretninger. En amerikansk forsker ved navn Michael Lambert analyserede massevis af terapistudier og kom frem til en opsigtsvækkende fordeling: der er flere ting end selve metoden, som bidrager til om terapien virker​en.wikipedia.org. Faktisk kan man skitsere det nogenlunde sådan her:

Figur: Fordeling af hvilke faktorer der (ca.) bidrager til effekt i psykoterapi ifølge Lamberts samlede gennemgang​en.wikipedia.org. “Klientens egne omstændigheder” dækker over faktorer hos klienten selv og i vedkommendes liv uden for terapien. “Terapeutisk relation” er de fælles, relationelle elementer som empati, tillid m.v. “Håb og forventning” dækker placeboeffekter og tro på behandlingen. “Teknik/metode” er de specifikke tilgange eller øvelser, terapeuten bruger.

• Klientens egne ressourcer og omgivelser (~40%) – En stor del af forbedringen skyldes ting ved dig selv: dine styrker, motivation, støtten fra venner/familie, eller livsbegivenheder uden for terapirummet. Det giver mening, når man tænker over det; hvis du f.eks. er motiveret og klar til forandring, har det enorm betydning for udfaldet.
• Den terapeutiske relation (~30%) – Kvaliteten af relationen mellem dig og psykologen står for ca. en tredjedel af effekten​en.wikipedia.org. Tillid, god kontakt, forståelse og oplevelsen af et samarbejde mod fælles mål er alt sammen afgørende. Faktisk viser meta-analyser, at et stærkt alliance (samarbejdsrelation) mellem klient og terapeut hænger tydeligt sammen med bedre resultater​pmc.ncbi.nlm.nih.gov. Med andre ord: du skal føle dig tryg ved og forstået af psykologen for at få mest udbytte.
• Håb og positive forventninger (~15%) – Tro det eller ej, men placebo-effekten gør også sit indtog i terapi. At man overhovedet opsøger hjælp og tror på, at “det her kan hjælpe mig”, bidrager med omkring 15% af effekten​en.wikipedia.org. Håb i sig selv kan give motivation og fremdrift. Psykologen hjælper ofte med at tænde det håb ved at give en overbevisende forklaring på problemerne og en plan for bedring – lidt ligesom medicin virker bedre, når patienten tror på det.
• Den anvendte metode eller teknik (~15%) – Ja, selve metoden udgør den sidste (og mindste) brik i puslespillet​en.wikipedia.org. Om det er kognitiv terapi, psykodynamisk terapi, ACT eller noget fjerde, ser ud til at betyde relativt lidt for udfaldet generelt. Det vigtigste er, at der overhovedet er en metode eller struktur, som giver mening for klienten og problemet – men ingen specifik terapiform har vist sig markant bedre end andre i gennemsnit​psychologyfanatic.com. Dette er ret bemærkelsesværdigt: Det antyder, at mange terapiretninger i bund og grund hjælper via de samme underliggende mekanismer (relation, håb, klientens indsats), selvom overfladen – teknikkerne – er forskellige.

For mig som psykolog er ovenstående både ydmygende og befriende. Det er ydmygende, fordi det minder mig om, at uanset hvor meget jeg går op i bestemte teorier og metoder, så er det menneskelige møde og klientens eget engagement vigtigere for at skabe forandring. Samtidig er det befriende at vide, at jeg ikke behøver jagte den ene rigtige metode hele tiden – jeg skal nærmere fokusere på at møde klienten ordentligt, opbygge tillid og hjælpe med at skabe håb og retning. Relationen er “hjertet” i terapien, og klienten er ikke en passiv modtager af en psykologisk “operation”, men en aktiv medskaber af sin egen udvikling.

Det skal dog nævnes, at metode selvfølgelig ikke er ligegyldigt. De ~15% betyder ikke, at man bare kunne lade være med at have nogen tilgang. Metoden giver rammerne og redskaberne, som vi bruger i forløbet – og visse problemstillinger kræver også specifik viden. Men pointen er, at selv den bedste teknik falder til jorden, hvis ikke de andre faktorer er på plads. Omvendt kan en mindre fancy metode godt hjælpe stort, hvis fx relationen er stærk, og klienten er motiveret.

Forskning fra f.eks. Bruce Wampold og kolleger har gentagne gange vist, at disse “fælles faktorer” er helt centrale for terapiens effekt​pmc.ncbi.nlm.nih.gov. Der er noget universelt helende i processen, som går ud over teknikkerne: Den gode samtale, en støttende og indsigtsfuld relation, og at man som klient føler sig mødt og får ny forståelse samt tro på forandring. Som psykolog forsøger jeg at holde fast i den viden, når jeg tilrettelægger et forløb.

Inden vi ser på erhvervslivet, er det værd at understrege: Alle hovedretninger inden for psykoterapi ser ud til at kunne hjælpe. For eksempel viser en omfattende meta-analyse af Jonathan Shedler (2010), at selv klassisk psykodynamisk terapi (som nogen fejlagtigt tror ikke har evidens) har store effektstørrelser – på linje med andre terapiformer – og at gevinsten endda ofte holder eller øges efter endt terapi​counselling-directory.org.uk. På tværs af studier finder man altså, at der ikke er én type terapi, der slår de andre på alle parametre. “Dodo-fugle-dommen” – idéen om at “alle har vundet, og alle må få præmie” – gælder i vid udstrækning: har man en professionel, gennemprøvet terapiform, så kan den hjælpe folk, især hvis de førnævnte faktorer er til stede.

Når psykologien rykker ud i erhvervslivet

Hvordan ser alt dette så ud, når vi flytter os fra terapilokalet til erhvervspsykologien – f.eks. lederudvikling, coaching, stresshåndtering eller teamwork i organisationer? Man kunne tro, at mekanismerne er helt anderledes, fordi fokus i erhvervslivet er på performance, resultater og arbejdsrelaterede mål. Men min erfaring (støttet af forskningen) er, at der faktisk er forbavsende meget overlap.

I erhvervspsykologiske forløb – fx coaching af en leder – er relationen stadig afgørende. Ofte kalder man det her en arbejdsalliance eller partnerskab mellem coach/psykolog og klient. Tillid og fortrolighed er fundamentet: Hvis ikke den person jeg hjælper, føler sig tryg ved mig og tror på processen, får vi svært ved at skabe udvikling. Faktisk peger undersøgelser af executive coaching på, at klientens oplevelse af relationen/alliance er en af de mest afgørende faktorer for succes​ioatwork.com. En undersøgelse af 156 leder-coaching forløb fandt, at tre ting især forudsagde et godt resultat: (1) hvordan klienten vurderede sin relation og samarbejde med coachen, (2) klientens egen tro på at kunne nå sine mål (altså motivation og selvværd) og (3) hvilken metode eller teknik coachen benyttede​ioatwork.com. Bemærk, hvordan dette ligner det, vi allerede har gennemgået: Relation og klientens egne “ressourcer” (her tro på egen formåen) vægter tungt, mens selve metoden kommer ind som tredje faktor.

Der er selvfølgelig også unikke aspekter i erhvervsrettet psykologisk arbejde. Målene kan være mere konkrete (fx “bliv bedre til at håndtere konflikter i teamet” eller “reducer sygefravær pga. stress”), og formatet kan minde om rådgivning eller coaching mere end traditionel terapi. Konteksten – en arbejdsplads – kan betyde, at fortrolighed og etik fylder ekstra meget: Klienten skal føle sig sikker på, at det, der deles med psykologen, ikke havner i HR-chefens hænder. Men igen er det tydeligt, at tillid og empati er afgørende for at skabe et rum, hvor ledere eller medarbejdere tør åbne op om udfordringer​researchgate.net. Som erhvervspsykolog gør jeg meget ud af at skabe en alliance præget af respekt, forståelse for virksomhedens kultur og den enkeltes personlighed – først da kan vi for alvor arbejde med forandring, hvad enten det handler om trivsel, samarbejde eller performance.

En anden forskel i erhvervspsykologi er, at kunden nogle gange er tosidet: både individet (coachee) og organisationen, der betaler regningen. Det kræver transparens og aftaler om målene, så alle parter er aligned. Men selv her vil jeg sige, at min fornemmeste opgave er at bygge bro og tillid, sådan at personen foran mig føler, at jeg er der for dem, ikke kun for virksomheden. Først når den relationelle kontrakt er på plads, kan vi med succes anvende de værktøjer og modeller, der passer til opgaven.

Som sportspsykolog oplever jeg noget lignende: Uanset om jeg taler med en atlet om konkurrencementalitet eller en leder om strategisk ledelse, så er det mennesket og relationen, vi starter med. Principperne – at skabe et støttende rum, etablere håb/tro på processen, samt vælge passende metoder – går igen på tværs af domænerne. Forskellene ligger mest i sproget og målsætningerne vi bruger (en sportsudøver taler måske om at “tackle præstationsangst”, en leder om at “stå stærkere i svære samtaler”), mens den psykologiske kerneproces er beslægtet.

Metoder og tilgange: ACT som eksempel på en værktøjskasse

Når alt dette er sagt, så spørger du måske: “Betyder metoden virkelig så lidt? Hvilken metode bruger du, og virker den?” Jeg arbejder personligt meget med Acceptance and Commitment Therapy (ACT) i både erhvervs- og sportspsykologiske forløb. ACT er en moderne kognitiv terapi, der fokuserer på psykologisk fleksibilitet – evnen til at håndtere svære tanker/følelser på en ny måde og engagere sig i meningsfulde handlinger frem for at kæmpe mod det ubehagelige. Grunden til, at jeg godt kan lide ACT, er, at forskning har vist, at det hjælper på mange slags problemer. Meta-analyser indikerer fx, at ACT generelt er lige så effektivt som klassisk kognitiv terapi til behandling af angst, depression, misbrug m.m.​pubmed.ncbi.nlm.nih.gov, og også bedre end ingen behandling eller placebo​pubmed.ncbi.nlm.nih.gov​pubmed.ncbi.nlm.nih.gov. Det er altså et solidt evidensbaseret værktøj, hvilket giver mig faglig tyngde og nogle konkrete øvelser at trække på (fx mindfulness-øvelser, værdiafklaring, accept-teknikker).

Men – og det er vigtigt – ACT er ikke nødvendigvis det bedste til alt. Ingen metode kan stå alene som vidundermiddel for alle mennesker og problemstillinger. Der er tilfælde, hvor andre tilgange kan være mere relevante, eller hvor man må tilpasse metoden kreativt til den person, man sidder med. Forskningens overall budskab om “ingen signifikant forskel i gennemsnit” på tværs af terapiretninger​psychologyfanatic.com minder mig om, at jeg skal være fleksibel. Hvis en klient ikke rigtigt får noget ud af ACT-øvelserne, så skifter jeg gear – måske henter inspiration fra en mere løsningsfokuseret coaching tilgang, en klassisk kognitiv model, eller noget tredje. Det er her, den erfaring og mavefornemmelse, man opbygger som psykolog, kommer i spil: At kunne matche processen til klienten frem for at følge en manual blindt.

Min tilgang er altså afbalanceret: Jeg tror på evidens og metoder som ACT – de giver et sprog og nogle effektive redskaber – men jeg tror endnu mere på mennesker. På at vi som klient og psykolog sammen finder ud af, hvad der virker i din situation. Nogle gange er det helt afgørende at lave en konkret handlingsplan eller øvelse (metodefokus); andre gange er det vigtigere at jeg lytter, stiller de rigtige spørgsmål og skaber en oplevelse af klarhed eller håb hos dig (relations- og klientfokus). Oftest skal der lidt af det hele til.

Til slut: Forskning og personlig erfaring hånd i hånd

Det fascinerer mig, at videnskaben om terapi i den grad peger på mellemmenneskelige faktorer og håb som motoren i forandring. Som soloselvstændig psykolog hos Mindway er dette ikke bare teoretisk viden, men noget jeg mærker i praksis hver dag. Jeg ser det, når en leder forlader mit kontor med fornyet tro på sig selv efter en fortrolig samtale. Jeg ser det, når en sportsudøver pludselig rykker sig mentalt, ikke kun fordi en bestemt mental træningsøvelse var smart, men fordi vi fik skabt en alliance og et rum, hvor vedkommende turde se sine udfordringer i øjnene og arbejde med dem.

At gå til psykolog er ikke et passivt fix, man får; det er et samarbejde. Forskningen giver os en ramme for at forstå det samarbejde: Din indsats, dit håb og vores relation er byggestenene – og metoden er værktøjskassen, vi bygger med. For mig personligt giver det en ydmyghed i mit arbejde: Jeg skal hele tiden huske på at være et menneske først og “behandler” derefter. Heldigvis er det netop det, jeg elsker ved mit fag. At se mennesker vokse i et tillidsfuldt rum og få øje på nye handlemuligheder er dybt meningsfuldt. Og det er dét, der virker. Når alt kommer til alt, handler det om to mennesker i samtale, hvoraf den ene har nogle professionelle værktøjer – og den anden har nøglerne til sit eget liv. Når de to dele mødes på den rigtige måde, kan der ske forandring, hvad enten det er i terapi, i erhvervslivet eller på sportens arena.